Gyldendal lancerer bogpodcast
Dato: 11. september 2017

I dag lancerer Gyldendal den første forlagsdrevne podcast om bøger. Første episode, et interview med Kaspar Colling Nielsen, kan høres nu. Her får lytterne et indblik i de tanker, der går gennem hovedet på en forfatter i den pinefulde periode, hvor manuskriptet til den nye bog er afleveret, men endnu ikke udkommet og derfor heller ikke bedømt. Kaspar Colling Nielsen udgiver i oktober en ny roman.

I de følgende episoder af Gyldendal Podcast kan boglæsere bl.a. glæde sig til at komme tæt på Svend Brinkmann, Hanne-Vibeke Holst, krigs-dokumentaristen Nagieb Khaja og den nye stjerne, Jakob Silas Lund.

Vært på Gyldendal Podcast er Sigurd Hartkorn Plaetner. Ud over selv at være forfatter har han også tilrettelagt podcasten ’Noget Om Emma’, der er nomineret til prisen for årets podcast i radiokonkurrencen Prix Radio.

“Litteraturformidlingen kan nogle gange blive så abstrakt, at det er svært at følge med. Derfor ser jeg det som en meningsfuld udfordring at tale med forfatterne om deres bøger på en måde, der åbner den verden – i stedet for at lade den lukke sig om sig selv,” siger Sigurd Hartkorn Plaetner.

Gyldendal Podcast er en del af en omfattende indsats for at udbygge relationen mellem landets læseheste og Danmarks største forlag.

”De seneste tre år har vi arbejdet benhårdt på at give de danske bogelskere mere inspiration, mere indblik og mere indhold. Vi vil simpelthen bringe læserne tættere på forlaget og omvendt, og det er lykkedes: På knap et år har over 1.000.000 danskere besøgt vores nyomlagte website og læst de flere hundrede artikler, interviews og biografier, man kan finde derinde. Alt sammen unikt indhold om litteratur og forfattere og den verden, de åbner for os,” forklarer digital marketingchef i Gyldendal Forlag, Thomas Broge-Starck.

”Gyldendals Facebook-side er med 50.000 følgere branchens største, ligesom forlaget også er førende på Twitter og Instagram, så vi er i dialog og udveksling med de danske boglæsere hver eneste dag. Gyldendal Podcast er den første forlagsdrevne podcast om bøger og bliver en udvidelse af det forhold – mere kvalitets-infotainment til mennesker, der elsker at læse,” siger Thomas Broge-Starck.

Gyldendal Podcast er gratis. Den udkommer en gang om ugen og kan høres i de gængse podcast-apps, bl.a. i iTunes, og på soundcloud.com/gyldendalpodcast.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail